Til Undervisere

Underviser du i harmonikaspil?

Er du amatør og er blevet involveret i at undervise andre i at spille harmonika så læs lige videre.

pierre

Vi er rigtig mange, der på en eller anden måde, er landet i underviserrollen, selv om vi ikke har den professionelle baggrund til at gøre det. Selv blev jeg – på mystisk vis – sat i gang i – 90’erne.

Mange professionelle undervisere, der har den korrekte og gode uddannelse, ryster på hovedet over, at vi overhovet tør at kaste os ud i opgaven. Jeg forstår dem godt, da vi risikerer at gøre stor skade, på trods af de gode intentioner.

Min glæde for harmonikamusik, respekt for faget og ikke mindst mine elever, gør, at jeg har brugt rigtig meget tid og energi på min egen efteruddannelse. Min jævne tilgang på nye kursister og elever samt at de bliver ved med at vælge at modtage min undervisning, bekræfter mig i, at det jeg giver dem, er acceptabelt og ønsket. Derfor er jeg kommet så langt i dag, at jeg kan leve af harmonikaundervisning i aftenskoleregi.

Vi mangler dygtige harmonikaundervisere i mange dele af landet og vi amatørundervisere, fylder lidt af dette tomrum.

Der er rigtig mange, der først får mulighed for at lære at spille i en sen alder og det er disse elever, der opsøger nærmeste mulighed, for at lære kunsten. Disse “senstartere” har sjældent intentioner om at skulle vinde konkurrencer på verdensplan, men ønsker at udleve en musikalsk drøm. Drømmen om at lave en stemning ved bålet på stranden – eller på havnen – spille til en sang – eller måske spille til en fejende vals i venners lag.

Hvis du allerede er harmonikaunderviser og føler at du har behov for hjælp og inspiration, så tilbyder jeg at dele mine erfaringer – gerne i form at et dagskursus. En dag er på ingen måde nok, men måske kan vi i fællesskab udvikle ideer, der kan hjælpe os på sigt. Måske kan vi lave et inspirationskursus sammen?

Kontakt mig gerne 🙂