Messner, Weiss og Hohner

Trossingen var vel det, man kan kalde en landsby af mindre format. Den lå alligevel, utrolig nok, altid i vejen, når der var krig i Europa. Den blev altid slået et skridt tilbage i udviklingen på grund af plyndringer, gennemmarcher og indkvartering af militært personel. Efter at Napoleon havde hærget området, ramtes det af hungersnød i 1816/17. I 1830 var det vævere, urmagere, bønder og håndværkere der befolkede byen, og hertil kom mundharmonikaen.

Det var en af urmagerne, der havde været udenbys, der havde købt en mundharmonika til sin datter. Christian, søn af håndværker Matthias Messner, ville absolut have dette ønskværdige instrument. Efter lange forhandlinger med pigen, måtte han “købe” det, og prisen var et kys. Det tog ikke lang tid før han mestrede instrumentet.

Landsbyen lå så langt udenfor alfarvej, at hvis de skulle have nogen form for underholdning, måtte de lave den selv. Derfor var der en god tradition for folkesang og musik, og der blev sunget i spinderiet til arbejdet. Ved fyraftenstid blev der sunget under bylinden og til bryllup blev der spillet violin til dansen.

Christian spillede også med på sin mundharmonika, til tonerne blev falske og tungerne knækkede. Han stod tilbage med den kendsgerning, at enten måtte han holde op med at spille eller også prøve på at reparere instrumentet. Han kunne jo ikke bare købe et nyt.

Han bestemte sig for at lave en helt ny mundharmonika. Materialerne fandt han hurtig. Træ var der nok af, og til støbning af pladerne tog han sin mors tintallerken, og messingen, der skulle bruges til tungerne, hentede han hos urmageren, der også lånte ham værktøjet, der skulle til.

Med hjælp fra skolelæreren klarede han, efter lang tids arbejde, at konstruere sin første mundharmonika. Den blev så vellykket, at han fra nu af brugte sin tid til at lave stadig flere.

I 1832 indrettede han et rigtig værksted og fik sin bror til at hjælpe sig med produktionen. Med hjælp fra indbyggerne, begyndte de at “eksportere” instrumenterne. Når nogen skulle udenbys, tog de instrumenterne med sig og solgte dem for ham.

Han prøvede at beholde opfindelsens hemmelighed indenfor familien, men da han udvidede sit værksted, blev han nødsaget til at ansætte lærlinge. En af dem var hans nevø Christian Weiss, der startede som lærling i 1847. Allerede i 1855 grundlagde Weiss sit eget værksted. Harmonikafabrik Chr. Weiss.

I 1857 begyndte også en Matthias Hohner, der også boede i Trossingen, at producere mundharmonikaer i sit hjem. Han var oprindelig urmager og blev regnet for at være blandt de dygtigste på sit felt.

Messner og Weiss var til at begynde med træt af konkurrencen, men indså snart, at den ville være med til at udvikle instrumentet.

Nu til dags er navnet Hohner et begreb, ikke kun i harmonika-kredse.