Hvor det hele startede

De fleste af vore klassiske instrumenter viser os i deres udvikling, at de stammer fra gamle orientalske og asiatiske kulturer. Dette gælder også for harmonikaen.

Princippet for lydfrembringelsen, ligger i “den fritsvingende gennemslagstunge” eller “fritunger”. D.v.s. at tonen opstår ved at en “tunge”, der er en lille plade af træ eller metal, sættes i svingninger. Denne tunge sidder fast i den ene af de smalle ender, og er tæt omsluttet så det ikke slipper luft igennem andre steder. Den anden ende svinger ved hjælp af luften, der skubber til tungen for at kunne passere. Elasticiteten i tungen tvinger den tilbage på plads og bliver atter skubbet ud af luften. Under og over tungen opstår en trykforskel, og ved hjælp af tungens egen fjederkraft, sættes tungen i svingninger d.v.s. der kommer en tone. Tonen bestemmes efter hvor mange svingninger der er pr/sek.

Det første instrument med fritunger vi kender, er den kinesiske “Sheng”. Den blev for omkring 4500 år siden lavet af et hult græskar, der fungerede som luftkammer. For at få toner ud af den, blev der påmonteret bambusrør i forskellige længder. Disse rør blev kaldt for “gåsehalse”. Det var længden af rørene, der bestemte tonen.

Eksperterne mener, at selve idéen stammer fra Tibet eller Burma og at kineserne overtog den, da de byggede Shengen.

Senere blev græskarret byttet ud med en keramikpotte, der til forveksling kan minde om en tekande. Dette instrument bliver stadigvæk brugt i østens lande.

Den del af Bambusrøret, der er indeni “tepotten”, er skåret til sådan, at der bliver en fritunge som laver tonen, når man blæser ind igennem “tuden”. Man kan sige at tonen opstår på samme måde, som når du blæser på tværs af et græsstrå, altså ved svingninger.

For at kunne spille kun én tone af gangen blev man nødt til at hindre lyden fra de andre rør at spille samtidig. Dette problem klarede man ved at bore et lille hul i røret, lige over stedet hvor røret kommer igennem “låget”. Ved at lukke hullet med fingrene kom der nu én klar tone for hvert rør, man lukkede hullet på. Rørenes længder varierer fra 13 til 36 cm. Antallet af rør kan variere, men en Sheng med 24 rør kan spille hele 2 oktaver.

I Egypten blev der lavet et andet instrument med fritunge, nemlig “Argül”. Denne består af 2 rørpiber, der er bundet sammen. Det ene rør er indtil 45 cm langt, har 6 fingerhuller og på dette rør bliver melodien spillet. Det andet rør er indtil 55 cm langt og uden huller laver det en grundtone der “hænger” i luften ligesom vi kender det fra sækkepiben. Dette instrument bliver blandt andet brugt i Slovakisk folkemusik i dag.

I Indien levede der i år 1300 f. Kr. et folk, der blev kaldt for “Veder”. De boede i bjergene og havde allerede dengang en musikkultur. I bjergene var der rigeligt med kohorn og disse blev brugt til bl.a. at spille på ved hjælp af et stykke rør eller bøjeligt metal, der blev gjort til fritunge, og som derefter blev sat fast i den brede ende af hornet.

Man kunne nævne mange instrumenter, der har lignende “tunger” anbragt for at frembringe toner f.eks. klarinetten, oboen, sækkepiben, skalmejen o.s.v., men for ikke at vige for langt fra harmonikaen, skal det kun slås fast at fritungen har udviklet sig i mange retninger og er den vigtigste bestanddel i harmonika- instrumenterne.

På et instrument fra ca. år 400, blev antallet af svingninger pr. sekund på kammertonen (den officielt accepterede tone) -A- målt med 600 – 609 sving/sek. I dag bliver kammertonen målt til 884,5 – 890 sving/sek. Dette fortæller os at på ca. 1500 år er kammertonen er steget med over 270 sving/sek. d.v.s. at gamle kompositioner egentlig ville lyde dybere i tonen end det vi spiller dem i dag.

Det første damporgel blev konstrueret år 140 f. Kr. Orgelet har nok haft betydning for harmonikaens tastatur. Og først på 1400 tallet blev det første “maveorgel” opfundet. Det blev kaldt for et “Portativ” og blev i en overgang, et meget populært instrument. Det blev drevet med luft fra en bælg, men i stedet for fritunger, var det udstyret med orgelpiber.

Instrumentet forsvandt igen da;

“Portativets pladsberøvende orgelpiber ikke kunne honorere nye tiders krav om større tone-omfang og mulighed for større dynamiske udsving i musikken.”