Harmonikaens forløber


“Hvordan man laver lystig Vinmusik.
 

Man tager 8 ens vinglas,

fylder det første glas med en skefuld vin,

det næste glas med to skefulde vin,

det tredje med tre skefulde vin o.s.v.

Fugt derefter fingrene og stryg forsigtig langs kanten af glassene

og der opstår en utrolig smuk klang med forskellige toner.”

Dette skrev Georg Phillip Harsdörfer år 1677 i sin bog ; “Mathematische und philosophische Erquickungen”.

Senere blev en violinbue taget i brug i stedet for fingrene.

Komponisten Christoph Willibald Ritter von Gluck (1714-1787) komponerede i 1746 en egen “Koncert for 26 drikkeglas med stor orkesterledsagelse”. Dette værk blev opført i London den 15. april samme år. Efter sigende skulle publikum have været totalt begejstret, hvorimod udøveren (Pockridge) syntes, det nærmest var en fiasko. I løbet af koncerten var nemlig en del af vandet i glassene fordampet og dermed blev tonerne efterhånden mere og mere falske. Selv om der havde været et kæmpe bifald, blev koncerten aldrig spillet igen.

Pockridge, der også havde lavet instrumentet, døde i 1759 i en brand, der også ødelagde hans instrumenter.

Der blev gjort mange forsøg på at lave nye instrumenter af lignende karakter, men det var først da Benjamin Franklin begyndte at eksperimentere med glassene, at den første “Glasharmonika” blev skabt.

Her er et uddrag af et brev han skrev til Italien (adressat ukendt) fra London den 13. juli 1762

“…For Dem, der bor i sådant et musikalsk land, er det sikkert ikke uden interesse at høre om et nyt instrument, der allerede i sin form er bekendt her i London. Da det drejer sig om et instrument, der egner sig specielt for italiensk musik, her mener jeg det bløde og sentiementale, vil jeg lave en kort beskrivelse af hvordan De kan bygge dette.

De kender sikkert den søde lyd, der opstår når De stryger en fugtig finger over randen af et vinglas. En vis Hr. Pockridge var den første, der fik det indfald at bruge disse lyde i et koncertstykke. Desværre er han omkommet i en brand, hvor hans instrumenter også brændte.

Jeg blev så fortryllet af den søde klang, at jeg kun ønskede at se glassene ordnet på en mer praktisk måde, sådan at man også kunne spille akkorder.

Efter mange forsøg er der kun denne ene metode tilbage. Glassene skal blæses i en halvkugleform, det ene altid et nummer mindre end det andet. Hvert glas har i midten af bunden en kort åben hals, der alt efter størrelsen er halvanden “Zoll” og de mindste glas en “Zoll”. Derefter sliber man forsigtig hvert enkelt glas, indtil man har fundet den ønskede tone. 36 glas giver tre oktaver.

Nu sætter man glassene efter størrelse på en jerntråd, hvis muligt, gerne tæt, men de må ikke komme i berøring med hinanden, fordi ellers vil de komme til at klinge samtidig uden kontrol. For at jeg bedre kan skille glassene fra hinanden, har jeg valgt at male de syv heltoner i hver oktav i regnbuefarver og lade halvtonerne forblive hvide. Jerntrådene bliver hængt op i en beholder, der er som et slags bord, der står på fire ben og fyldt med så meget vand, at glassene lige dyppes.

Man spiller på instrumentet ved at sætte sig i fronten og bruge fingrene på begge hænder til at stryge over glaskanten. Glassene er dermed ordnet så de har tastaturets orden.

Tonerne klinger sødt og kan aldrig blive falske.

Til ære for Deres musikfyldte sprog, har jeg taget navnet herfra. Jeg kalder det Harmonika…”

En af dem, der har lavet kompositioner til glasharmonikaen, er Wolfgang Amadeus Mozart. Han komponerede “Adagio und Rondo C-moll für Glasharmonika” i sit dødsår 1791.

En anden er Ludwig van Beethoven, der kom med sin komposition for glasharmonika i 1814.

Selv med den begejstring hvormed instrumentet blev modtaget, skulle det gå af mode efter forholdsvis kort tid. En af grundene kunne måske være, at der i Baden-Baden i Tyskland blev bygget en glasharmonika i 1769, der skulle kunne spilles med et “rigtig” tastatur. Dette instrument skulle, efter sigende, fjerne den “nervebelastende” lyd, som opstår når man bevæger fingrene over glasset. Men dette instrument kunne aldrig komme op på originalinstrumentets fine tonekvalitet.

Marianne Davies var en af musikerne, der mestrede originalinstrumentet i 1760’erne. I en avis artikel fra 1763 står der bl.a. ;

“… så lagde hun fingerspidserne på skålranden og begyndte sit spil med en andægtig bevægelse. øjeblikkelig begyndte en sagte klingen. Lyden var så utrolig egenartet, at mange blandt publikum blev forvirret af lydens retning og drejede hovederne. Tonen syntes at være fuldkommen fri og selvstændig og ligesom svævede igennem luften. Alle følte den som en duft fra en fremmed blomst, man ikke kunne røre ved. Og som en farlig berusende duft, begyndte den at trænge ind i menneskene og fortryllede dem. Langsomt hævede de rene harmonier sig og syntes at fylde salen med spændende overjordiske væsener, der klagede deres sorg over deres tabte kroppe…”

En anden kendt glasharmonika-spiller, var Johan David Buschmann. Han står også opført som opfinder af et andet instrument, der kunne spille akkorder nemlig Terpodikonet. Dette instrument minder meget om et klaver.

Johan D. Buschmann og hans sønner Christian Friedrich og Eduard arbejdede sammen på at finde forbedringer til brugen af metal-tunge-instrumenter. De havde et “apparat”, der var ca. 10 cm langt og som havde 15 metaltunger. Dette “apparat” frembragte toner ved at blæse i det.

Sønnen Christian har sandsynligvis kun brugt “apparatet” til at afprøve lyden med, men havde, ifølge Walter Maurer, ikke tænkt på at man kunne bruge det til at lave musik med. Dette bevises i et brev han skrev til sin onkel den 28. december 1828, da var Christian 23 år gammel.

“… jeg har også opfundet et nyt instrument, der virkelig er underligt. “Dimsen” er 4 Zoll (10 cm) i tværsnit og ligeså højt, har 21 toner og alt eftersom man ønsker, kan man spille piano og crescendo (lavt og højere), og alt dette uden klaviatur. Den kan spille harmonier med indtil 6 toner og man kan holde tonen så længe man vil. Dette instrument har jeg opfundet, fordi så har jeg et instrument der kan ledsage terpodikonet i melodistemmen. Dette må virkelig kunne give en herlig effekt…”

Man mener at denne “dims” lægger grunden for det, der senere skulle blive til en harmonika.

Her skal kort nævnes, at i de fleste opslagsværker betegnes Christian Friedrich Buschmann som harmonikaens opfinder i året 1822. Brevet ovenfor, der er skrevet i 1828, viser, ifølge Walter Maurer, at der på dette tidspunkt ikke kan være tale om trækharmonikaen.

Den 30. oktober 1829 skriver Johan D. Buschmann til sønnen Eduard;

“… din broder Friedrich er igen begyndt at lave en lille “Äoline”, og vi tænker på at producere den i dusinvis, fordi det er noget nyt vi kan sælge. Måske kan vi senere tage patent…”

“Äolinen” var udstyret med en bælg, men stod stadigvæk på gulvet som et møbel. Den første bælg blev monteret af Friedrich, på en mundharmonika. Det var blevet for besværlig at skulle tage mundharmonikaen op, hver gang han skulle bruge en bestemt tone til at stemme terpodikonet med. Nu kunne han trække bælgen op, og ved hjælp af tyngdekraften, faldt den på plads igen, samtidig som tonen lød, blot ved at trykke på en tast.

Der er ingen direkte beviser på at det var Friedrich, der var opfinderen, men man har holdt sig til en udtalelse fra Prof. Heinrich Buschmann-Esslingen, der siger at ;

“…Chr. F. Buschmann opfandt mundharmonikaen i 1821, og “Äolinen” i 1822 og at denne skulle have været udstyret med klavertaster og knapper som vi kender den i dag …”

I 1838 modtog Chr. F. Buschmann en stor guldmedalje på en “Kunst und Gewerbeausstellung” i Hamburg, for sit Physharmonika med indbygget terpodikon. Begge instrumenter havde eget klaviatur. Desværre er dette og andre instrumenter gået tabt i den store Hamburg-brand i 1842, og der er heller ingen eksemplarer at finde i andre samlinger.

Chr.F. Buschmann døde i Hamburg den 1. oktober 1864, 59 år gammel.