Harmonikaen bliver til

Østrigeren Zyrill Demian fik den 23. maj 1829 patent på et instrument han kaldte Accordion. I patentskriftet fra Wien læser vi ;

“… dette instrument har udseende som en lille kasse med blæsebælg. Bundpladen er forsynet med 5 taster, hver tast frembringer lyden af en akkord.

De vibrerende dele, er tynde metalplader, der med gennemslående fjedre laver et “Schnarrwerk”…”

Få måneder senere bragte Demian større modeller på markedet. Instrumenter med 6 taster findes i god behold på “Technischen Museum” i Wien.

I “Wiener Zeitung” kunne man allerede den 22. juli 1829 læse om “Accordions” med 5, 6, 7, 8, 9, og 10 klapper. Hver tast havde to toner, en ved at trække bælgen ud og en ved at skubbe sammen igen. Dette kalder vi diatonisk.

Dermed havde en “accordion” med 5 klapper et toneomfang på 10 toner, 6 klapper gav 12 toner o.s.v.

Hver af disse toner havde sin egen akkordledsager. Akkorden kunne dæmpes med en speciel klap (mutation), dermed blev de enkelte toner (melodien) nemmere at høre.

Navnet “Accordion” er altså opstået p.g.a. at Demian valgte at give instrumentet en firklang (akkord) samtidig som man spillede meloditonerne.

Til at begynde med var det kun de større modeller, der havde luftventil, for at man, med de vekslende toner, altid kunne få nok lufttilførsel, uanset hvilke toner man spillede.

Særlig interessant er det at læse de første spille-anvisninger og brugsanvisninger, der kom på markedet. Her er en fra Adolph Möller Accordionschule, 1834 ;

“… man holder instrumentet med højre hånd under bunden, sådan at den på siden befindende mutation vender sig mod livet. Stik venstre hånds tommelfinger igennem den lille rem, der befinder sig bag tasterne. 1. 2. 3. og 4. finger bruges til at bevæge tasterne.(I dag ville man sige 2. 3. 4. og 5. finger) Højre hånd betjener ventilen, akkordklapperne og bastasterne, der befinder sig på undersiden. For at dæmpe akkorderne, trykker man mutationen forsigtig mod livet. På større accordions er der anbragt en slynge, for at kunne holde instrumentet mere bekvemt…”

På denne tid spillede man melodien i venstre side i modsætning til i dag, hvor alle harmonikaer har diskanten (melodisiden) i højre side og akkorderne (bassen) i venstre.

Omkring århundredskiftet forsvandt navnet “Accordion” for at give plads til den 1 – 2 og 3 radige model, der også kaldtes den kromatiske (samme tone uanset bælgretning) “Schrammelharmonika”.

Først efter den 1. verdenskrig blev den kaldt “Akkordeon” i resten af Europa, da pianoharmonikaen blev lanceret. I Danmark blev man ved at bruge navnet “Harmonika”, der i Norge hedder “Trekkspill” og i Sverige “Dragspel”.

I 1845 begyndte de første harmonikaer med registre at komme frem. Man adskilte dermed instrumenterne, der havde en enkel (uden register) eller dobbelt (med register) “stemning”. D.v.s. at tonerne, ved hjælp af registeret, kunne blive lysere eller dybere.

Man siger at en harmonika i dag kan være 2 – 3 – 4 eller 5 koret. I stedet for at kalde det kor, kunne man kalde det stemmesæt eller registre. I en harmonika med 2 kor er der to “Tonestokke”, som man kan veksle imellem ved hjælp af registeret. Disse stemmesæt kan man vælge til at spille enkle toner, der er lyse eller mørke, eller at stemmesættene spiller sammen, som regel med en oktavs forskel.

Omkring 1880 så det ud til, at man ikke kunne forbedre harmonikaen mere end den var blevet. Så nu begyndte udseende at få virkelig betydning for omsætningen. Der opstod et kæmpeudvalg af forskellige modeller og man kunne ved bestillingen ændre harmonikaens udseende efter eget ønske og tegnebog. Der fandtes forskellige materialer til tonestokkene, og fritungerne kunne fås i messing, zink eller stål. Instrumenter med ståltunger var ca. 50% dyrere end dem med zink. Endelig kom der også nye materialer til tasterne. De kunne være i træ, ben eller perlemor.

Bælgen var indtil nu lavet af tyndt læder, men efterhånden som også papirkvaliteten steg, kunne man lave dem af presset pap. Hjørnerne blev senere forstærket med metal, da bælgen ellers blev spillet i stykker.

I udbudet fra Wien i 1890, finder vi også den sekskantede engelske Koncertina, som blev opfundet af englænderen Sir Charles Wheatstone i 1829, og også Bandeonen med sin kvadratiske bælg, som blev opfundet af tyskeren Heinrich Band i 1840erne. Af prislisten fremgik det, at man kunne også få dem fremstillet i mindre format, ligesom italienerne tilbød sine harmonikaer i formindsket udgave.

Indtil den første “Clavierharmonika” blev bygget af Matthias Bauer i 1851, fandtes der kun knapharmonikaer. Instrumentet havde ikke pianotaster som vi kender det i dag, men det var kromatisk. Basknapperne forblev dog to-tonede og fortsatte at være ret uudviklet.

Først i 1890 fandt han på at lave ligeså mange basser, som der var diskanttaster. Denne model er måske det første skridt på vejen til harmonikaen med melodibas /converter?

En avisartikel fra denne tid siger;

“… Dette instrument, der er fuldkomment kromatisk stemt og giver den samme tone hvad enten man trækker bælgen ud eller ind, bliver brugt i de såkaldte “Schrammel-Quartetter” og kan anbefales til musikalske personer, da man kan spille på dem efter klavernoder…”

Hermed var vejen åbnet for nye opfindelser og finesser.